Inden det store kirkebyggeri tog sin begyndelse i midten af 1100-tallet, har der stået enkelte stenkirker, bygget lidt før eller omkring år 1100. En af dem er Lihme Kirke, der anses for at være en af Jyllands ældste stenkirker. Kirken er en herskabskirke, opført af en lokal stormand og indviet til Sct. Vincentius. Kvadrene er uens af størrelse – de er groft tilhuggede. Der er valgt stenarter som kvarts og basalt – stenarter, som senere tiders stenmestre ville gå langt udenom.
Der er anbragt to stenfigurer ved korets østende. Det minder om vikingetidens træhuse, hvor hammerbåndet endte med et udskåret dragehoved. På nordsiden er der en rolig, slumrende løve, mens løven på sydsiden er et grumt vilddyr, der er i færd med at sluge et menneske. Et andet menneske på dyrets ryg forsøger at vriste gabet op. Hele figuren må betragtes som et symbol på kirken som den hjælpende magt, der kan frelse mennesket fra det onde.
Indgangen til kirken er nu gennem våbenhuset mod syd. Sidst i 1600-tallet blev våbenhuset inddraget som ligkapel for ejerne af Herregården Kås, der ejede kirken. Derefter var der kun indgang ad nordportalen, hvor et mindre våbenhus blev opført. Det er sikkert en senere nedbrydning af dette våbenhus, der er skyld i, at nordportalens rundstave har lidt kraftig overlast ned langs portalens sider. I 1780’erne blev en ny indgang hugget ud på tårnets vestside. Denne indgang blev nu brugt, indtil kisterne i det oprindelige våbenhus mod syd blev fjernet og nedgravet på kirkegården omkring år 1865.
Kirkerummet er længere og smallere end i flertallet af de danske kirker – et engelsk træk. Siden man i Danmark begyndte at studere kirkearkitektur, har det store spørgsmål været ved Lihme Kirke, om tårnet er samtidig med den øvrige del af kirken.
Korets hvælvinger har kalkmalerier fra år 1507 eller år 1512, det helt nøjagtige årstal kunne ikke tydes, da kalkmalerierne blev restaurerede. De har været dækket af et lidt yngre lag, men da Nationalmuseet i 1920 undersøgte hvælvingerne konstateredes, at fjernede man de yderste gotiske malerier med scener fra Paradisets have og livet efter uddrivelsen, kom der under dem helt andre motiver frem af en art, hvorom der skrives: “Inde i kapperne findes det særeste maleri, til datum uden sidestykke i en dansk kirke.” Det drejer sig om flettekors, båndfletningssystemer og trompetspiraler, som sammen med bogstavsformerne i ANNO minder om en ornamentik, der fører helt tilbage til irsk-merovingisk kunst fra 800-tallet. Forklaringen kan vist kun være, at maleren som forlæg har haft et illumineret håndskrift fra den tidlige middelalder.
I østkappen over alteret findes et klokkerebhul med et indsat trærør, hvori slidmærker tydeligt kan ses. Uden om hullet er malet et groft udført mandshoved. Klokkerebet har været brugt til den katolske messeklokke.
Under restaureringen i tårnrummet i år 1983 dukkede der et billede af Sct. Peder frem på nordsiden af tårnbuen – ikke fuldkommen, men Himmeriges nøgle og indskriften lader ingen tvivl mulig. Sandsynligvis har Paulus været malet overfor på sydsiden, da de to ofte gengives sammen.
Den smukke døbefont anses for at være samtidig med kirkens opførelse. Rundt om hele fonten er hugget figurrelieffer, ialt fem motiver. Tolkningen af dem er usikker. Det kan være fem forskellige motiver, der intet har med hinanden at gøre: Jagt efter en hjort inde i en skov (Sct. Hubert? eller Sct. Eustachius?) To geder nipper af Livstræet. Kamp mod en løve (våbenet er en trefork). Kamp mod en drage – manden har krone på hovedet (Sct. Jørgen?). To mænd inde i et hus (Det kan være Adam og hans søn, Seth, idet en gammel legende fortæller, at da Adam skulle dø, bad han sin søn om at hente en kvist af Livets træ fra Paradisets have). Alle motiver kan symbolisere menneskets kamp mod det onde.
Men en anden tolkning er også mulig: At alle motiver udgør en samlet fortælling. Den begynder i huset, hvor en mand får overrakt, måske et helligt våben. Han drager videre i kamp med dette våben. Mandspersonen er da en gennemgående figur på hele billedfrisen. Men symbolikken, man kan udlede heraf, må være den samme, som før nævnt.
Dåbsfadet af messing er dateret 1593.
Lihme kirke er på hverdage åben i tidsrummet 8-16.
Lihme Kirke – Wikipedia, den frie encyklopædi
Lihme Kirke er en kirke i Lihme Sogn i det tidligere Rødding Herred, Viborg Amt, nu Skive Kommune. Kirken omtales i 1176 som viet til Sankt Vincent. Apsis, kor og skib, samt underdelen til et meget tidligt tårn er opført i romansk tid af små marksten nærmest indstøbt i mørtel. Skråkantsoklen er nu næsten dækket af jord, ved hjørner og omkring muråbninger er brugt tilhugne granitkvadre. Den romanske kirke er opført i tre omgange, noget kunne tyde på, at skibet er ældst, dets mure er opført i små marksten, der visse steder er lagt i sildebensmønster (opus spicatum) kvadersten er kun brugt til skråkantsokkel og hjørner, på nordsiden ses to rundbuede vinduer. Begge de rundbuede døre er bevaret, norddøren i tilmuret tilstand, over stikkets kraftige rundstav har den prydskifte af vekslende rundstavsstumper og hulstave, der kendes i engelsk-normannisk stil (den såkaldte roll-billets).